Spørgsmål og svar
16. jan 2010 23:57, LuderEn socialrådgiver-studerende (ved ikke om det hedder sådan?) henvendte sig tidligere på året med nogle spørgsmål som hun skulle bruge til et eksamensprojekt - der nu er bestået. Jeg håber at få lov til at lægge projektet på sexarbejde.ning.com forummet. Spørgsmålene hun stillede var åbne og gav mig mulighed for at svare ordentlig og jeg får lyst til at paste spørgsmål og svar ind her. Ja, så det gør jeg :-) Kompetencecenter Prostitution Kompetencecenteret er oprettet som en del af Regeringens Handlingsplan; "et andet liv" og i samarbejde med VFC. I er i denne handlingsplan og af VFC, defineret som en socialt udsat gruppe - et erhverv der kan give negative psykiske og fysiske konsekvenser - og som et socialt problem. Er du enig med denne opfattelse af jer som gruppe og af jeres erhverv - hvis ikke, kan du beskrive hvorfor? Der bliver ikke på noget tidspunkt stillet spørgsmål fra KCP om sexarbejdere kan defineres som et socialt problem. Det er blevet godtaget som et præmis og alle de udgivelser om sexarbejde, som kommer fra Servicestyrelsen har dette som en grundlæggende antagelse og forsøger at understøtte dette ( bl.a ved at fejlkonkludere på Hollandske undersøgelser - Ine Vanwessenbeck). Der findes ikke uvildige videnskabelige undersøgelser, som kan dokumentere at sexarbejde kan give negative psykiske og fysiske konsekvenser . Der findes slet ingen Danske undersøgelser. Alle erhverv kan give negative psykiske og fysiske konsekvenser, så det kan sexarbejde sikkert også - men der er ingen dokumentation for eller grund til at tro, at sexarbejde giver flere negative konsekvenser end andet ufaglært (eller faglært) arbejde. Man oplever hvilke løsningsforslag, der bliver givet på dette problem (som man antager, men ikke ved eksisterer) - forbud mod sexkøb, som i praksis betyder, at sexarbejderne enten tvinges ud af erhvervet mod deres udtrykte vilje eller må acceptere stærkt forværrede arbejdsforhold og trussel mod deres sikkerhed og borgerrettigheder. Foranstaltninger som disse, hvor man ønsker at kriminalisere et ellers lovligt erhverv, kræver som det mindste nogle ordentlige undersøgelser. KCP har bestemt ikke levet op til deres rolle som vidensindsamler og formidler. Kompetencecenterets medarbejdere laver f.eks. opsøgende arbejde på massageklinikker og yder psykologhjælp til de kvinder der ønsker at stoppe som sex-arbejdere. Er det jeres opfattelse at der er brug for et Kompetencecenter Prostitution og deres arbejde? hvorfor/hvorfor ikke? Det arbejde den opsøgende del af KCP laver, er den eneste form for socialt arbejde, råd og vejledning sexarbejdere kan få. Alle midler er sat af til at få sexarbejdere til at forlade deres erhverv. Jeg rådgiver kollegaer til at tage imod hvad de kan bruge, og så være bevidste om hvad KCP overordnede mål er. Sexarbejdere har som alle andre brug for rådgivning og støtte. Så længe den kun kan fås fra KCP er det bedre end ingenting. For de kvinder der føler sig fastlåst og ønsker at stoppe med sexarbejdet, er KCP også et godt tilbud. Langt de fleste sexarbejdere stopper dog helt af dem selv og har ikke brug for hjælp til dette. Fordomme Jeg lister herunder et par fordomme/forforståelser op - som jeg gerne vil have dit syn på. Sexarbejde ville være økonomisk fordelagtigt for de fleste kvinder. Det er ikke de fleste kvinder som vælger at sexarbejde. KCP har udgivet en spørgeskemaundersøgelse om 128 kvinder som arbejdede på klinik. Af den fremgår det, at mange havde økonomisk gæld på det tidspunkt de startede med sexarbejde. De har på den baggrund konkluderet at motivationen for at starte med sexarbejde, har været gæld. Økonomisk gæld har de fleste danskere, alle med hus eller bil skylder store beløber i banken. Det er almindeligt at have gæld i dagens DK. Men det er ikke almindeligt at sælge sex. Altså må det være andre motiver end gæld som gør, at man vælger at sexarbejde. Men som alle andre, vælger sexarbejdere at arbejde fordi det er økonomisk fordelagtigt. Prostitution er et af de ældste erhverv - som der er brug for i samfundet? Sexarbejde har fundet sted så længe tilbage som vi kan huske. Det har landbrug også. Ingen af erhvervene kan hente deres eksistensberettigelse i det faktum, at de er gamle erhverv. Til forskellige tider er det forskellige ting der er brug for i samfundet. Jeg ved ikke om der fandtes damefrisører i jernalderen, om der var brug for det i samfundet dengang eller om der er brug for det nu? Men der er et marked for damefrisører og der er også et lille marked for sexarbejdere. Der er mennesker som ønsker at købe sex, af forskellige årsager og der er mennesker som gerne vil sælge sex og så behøver den faktisk ikke være længere. Sex er, så vidt vides, ikke skadeligt hverken for sælger eller køber og selv hvis det blev undersøgt og det viste sig, at der var ligeså mange erhvervsrelaterede skader som f.eks dokumenteret findes ved frisør-jobbet, så må løsningsmodellen være den samme. Undersøgelser over hvilke dele der skader og hvordan, faglige rettigheder, beskyttende lovgivning og skadesreducerende tiltag. Mange sexarbejdere finder stor faglig stolthed i deres arbejde og synes bestemt at de gør en samfundsnyttig (og i hvert fald menneskenyttig) indsats. Men som med mange andre erhverv, er det svært at pege på den samfundsnyttige del af sexarbejde og det mener jeg heller ikke burde være et krav for at undlade at kriminalisere. Prostitution er normal - men de prostituerede er unormale? Prostitution er blevet et begreb, som betyder "at sælge ud" og derfor bruger vi ikke ordet "prostitution" Vi kalder det sexarbejde, fordi det beskriver hvad vi gør. Vi arbejder og vi sælger sex. Vi sælger ikke "os selv", men en seksuel ydelse. Sexarbejde er ikke "normalt". Meget få mennesker lever af at sælge sex. Sexarbejdere er som gruppe IKKE unormale. Hvis man undersøgte gruppen og sammenlignede med andre ufaglærte, generelt dårligt uddannede kvinder, ville man opdage at denne gruppe ikke skilte sig synderligt ud i de fleste forhold. Pga at erhvervet er holdt i en gråzone (rettighedsmæssigt, men også mht arbejdsregler, regulering og kontrol) findes der en del "skæve eksistenser" som kan trives i sexarbejde, men ikke i erhvervslivet ellers. Så nogle sexarbejdere er "unormale", men de fleste er ligesom alle andre. Prostituerede er kvinder med mange ar på sjælen? Så skal vi lige først definere "sjælen" … kan du det? … jeg kan ikke og vil ikke anerkende eksistensen af en "sjæl" Mange sexarbejdere kommer fra arbejderklassen. Blandt arbejderklassen finder man den største gruppe, som har været i kontakt med det sociale hjælpeapparat. Igen må man sammenligne med andre grupper fra arbejderklassen som er beskæftiget med ufaglært arbejde og først derefter kan man sige noget´om hvor vidt sexarbejdere er mere skadet af opvæksten end andre. Hvis det skulle vise sig at være tilfældet, er mit spørgsmål, om en belastet opvækst gør kvinder uegnede til at foretage fornuftige valg på egne vegne, og om det at have haft en belastet barndom giver samfundet ret til at umyndiggøre individet og beslutte at man ikke må arbejde med en bestemt slags arbejde, her sexarbejde? SIO Hvor mange sex-arbejdere er medlemmer i jeres organisation? Lige nu er vi 85 medlemmer. Vi har ikke haft ressourcer til at nå ud til ret mange sexarbejdere og mange ved derfor ikke at vi eksisterer. Der er ingen tradition for at organisere sig fagligt eller kæmpe for rettigheder (det er kun 10 år siden at erhvervet blev afkriminaliseret) og de fleste er så stigmatiseret at det føles at stå frem med en afviger-identitet at melde sig ind i en organisation som sexarbejder. Mange er rigtig bange for at blive afsløret Beskriv hvordan SIO er en vigtig del af prostitutionsdebatten. Vi er det eneste "talerør" for sexarbejdere. Vi kender til sexarbejde (er alle aktive eller tidligere sexarbejdere) og vi mener at det er vigtigt at høre sexarbejdere i sager der handler om sexarbejde. Vi mener, at det er en selvfølge. Vores vinkel er sexarbejderne. Ikke ligestilling, ikke samfundsnytten, ikke mænds seksualitet og ikke moralske holdninger. Vi ønsker at tale på alle sexarbejderes vegne med fokus på vores rettigheder, sikkerhed og sundhed. Erhvervet Beskriv, hvis det er tilfældet, hvordan jeres erhverv adskiller sig fra øvrige erhverv i det danske samfund? Det handler om sex. Alle dage har der været fordomme og undertrykkelse af folks seksualitet. Et forsøg på at kontrollere seksualiteten i en erkendelse af at den frit udfoldet, uden moralske spændetrøjer, også kan være meget destruktivt for et samfund der bygger på monogami, ægteskabets og "den eneste ene" hellige status. Særligt kvinders seksualitet har man forsøgt tøjlet og midlet har været religionen og det mandsdominerede samfund. Også tidligere har samfundets top blandt kvinder deltaget i denne kamp om at tøjle kvinders seksualitet. Og fjenden har været arbejderklassen kvinder og særligt dem som har skidt højt og flot på moral og normer om hvad kvinder kunne og ville med deres seksualitet, med deres krop. Også i dag er det de bedrestillede veluddannede kvinder og religiøse grupper som går sammen i en uskøn blanding for at bekæmpe sexarbejde Samfundet Hvordan vurdere du jeres rettigheder som erhverv, i fht. andre grupper af fagfolk? Vi har netop ingen rettigheder. Da sexarbejde i 1999 blev afkriminaliseret, var alle enige om ikke, at anerkende erhvervet som et erhverv med rettigheder. Vi blev pålagt at betale skat og moms og netop Skat bliver i stor stil brugt i kampen mod sexarbejde. Ved alle razziaer på div. Klinikker medbringer politiet Skat, fordi Skat har de beføjelser politiet ikke har (til at ransage f.eks) og fordi sandsynligheden for at kunne retsforfølge nogen bliver større. Vi har Skat’s ord for at vi er et lovligt erhverv. Hvis man er sexarbejder, skal man betale moms og for at kunne betale moms skal man oprette en virksomhed. Man kan ikke oprette en ulovlig virksomhed. Så sexarbejde er et fuldt lovligt erhverv, blot uden rettigheder. Det er denne retsløshed der gør os udsatte for kriminel indblanding (det er ulovligt at samarbejde med os) og det er også årsagen til at man uhindret og officielt kan føre store statsstøttede kampagner der har til hensigt at reducere antallet af vores kunder. Hvordan ville du ønske at samfundet (altså politikere, medmennesker og de sociale tiltag såsom Kompetencecenter Prostitution) forstå og ser på jeres fag om ti år? Jeg ønsker samme vilkår for sexarbejdere som for alle andre. Samme arbejdsmæssige beskyttelse, samme rettigheder, samme respekt for at vi er ligeværdige mennesker. Jeg ønsker at sexarbejderne bliver hørt og regnet for kompetente i deres eget liv og at de får den hjælp de selv ønsker og selv siger de har brug for. Jeg håber virkeligt ikke at det vil tage 10 år at opnå.

Kan du beskrive hvordan det enten er "sandt"/"falskt". Man prostituerer sig udelukkende fordi det er økonomisk fordelagtigt?

Billeder
17. jan 2010 02:39
Meget gode svar på de her spørsmålene, det må jeg si!
;-)
17. jan 2010 10:23
Javist er det gode, saglige svar. Hvad der er værd t hæfte sig ved er at i praktisk taget alle undersøgelser og interviews ligger præmissen at sexarbejde er et problem - det være sig socialt, moralsk eller hvad man ellers kan trække frem. Tænk hvis man havde den samme tilgang ved undersøgelser/interviews i forhold til f.eks. arbejdere i fiskeindustrien eller jord-og beton.
17. jan 2010 13:30
SUS, hvor var det nogle dejlige svar! Du er så sej. Du har virkelig fået oparbejdet noget erfaring i at svare på spørgsmål som Erik J. rigtigt ser som biased. Det er sørgeligt at vi ikke er kommet længere som samfund end at sex pr. definition ses som noget problemfyldt og forkert og upassende.
Jeg holder dog allermest af din blanke afvisning af "sjæl"! Ha! Personligt betragter jeg konstruktionen "sjæl" som en sutteklud i stil med trøstere som "penge er ikke alt" eller "det er ikke størrelsen det kommer an på". Er man grim kan man trøste sig med at have en smuk sjæl... KPC ville vel gerne have haft et svar i stil med "ja, kunderne kan købe sig adgang til min krop, men ikke min sjæl"?
17. jan 2010 15:33
Jeg er vild med den her fordom:
"Prostitution er normal - men de prostituerede er unormale?"
:D Lol Hvor fanden har hun den fra? Er der nogen her, der har hørt den fra andre? Jeg bliver nysgerrig...
Ellers rigtigt gode svar og også fine spørgsmål.
17. jan 2010 23:50
Den studerende har skrevet en rigtig fin rapport - håber jeg får lov til at offentliggøre den på ning forummet.
Spørgsmålene har ikke været udtryk for hendes egne holdninger, men formuleret som hun opfatter fordommene mod sexarbejde. tror jeg.
Så de er nok sat lidt på spidsen og har derfor også været dejlig nemme at besvare :-)
18. jan 2010 17:05
Hej sus,
Som andre har bemærket, har du besvaret spørgsmålene super godt :D
Men dit svar vedrørende ar på sjælen under mig lidt. Hvorfor ikke svare konkret på spørgsmålet?
Der er jo ingen tvivl om at nogle tidligere prostituerede har oplevet at sexarbejdet har givet dem "ar på sjælen".
Tror du ikke at sexarbejde kan give ar på sjælen for en lille, og særligt udsat gruppe?
18. jan 2010 18:03
@Sexkunden
sjælen findes ikke (ved godt jeg før skrev "sjælden" men det var en fejl ... fordi jeg anerkender "sjælden" ... men ikke "sjælen" ... nå :-))
Man kan dog helt sikkert også få skader af at sexarbejde, både psykisk og fysisk.
Men hun spurgte om sexarbejdere var mennesker med ar på sjælen og det oversatte jeg til mennesker med psykiske skader. Jeg ved, at nogle mennesker tror alle sexarbejdere er skadet af en socialt belastet barndom, så det var det jeg svarede på.
Mht til om man kan blive skadet af arbejdet, har jeg svaret således:
". Sex er, så vidt vides, ikke skadeligt hverken for sælger eller køber og selv hvis det blev undersøgt og det viste sig, at der var ligeså mange erhvervsrelaterede skader som f.eks dokumenteret findes ved frisør-jobbet, så må løsningsmodellen være den samme. Undersøgelser over hvilke dele der skader og hvordan, faglige rettigheder, beskyttende lovgivning og skadesreducerende tiltag."
18. jan 2010 18:47
@Sus
Jeg undrede mig også over den med sjælen. Jeg synes tit at du og andre, der ved noget om prostitution, svarer rigtig skarpt ved at angribe selve præmissen for et spørgsmål, men her kammer det da over i volapyk. Findes der så heller ikke et hjerte, man kan føle noget i? Et sind, man kan tænke og føle med?
"Men hun spurgte om sexarbejdere var mennesker med ar på sjælen og det oversatte jeg til mennesker med psykiske skader." - betyder det så at psykiske skader heller ikke findes?
At svare på et spørgsmål ved ikke at anerkende eksistensen af det, man føler med, får dig ærligt talt til at virke som en kold skid.
18. jan 2010 18:58
@Cecilie Luder
For mig er det andre kalder "sjælen" det samme som psyken.
Sjælen er sådan et religiøst begreb - begrebet psyke har jeg meget lettere ved at forstå som en blanding af tanker og automat-reaktioner med basis i et eller andet miljø eller gener ... eller begge dele - det er lige meget. Det er der og der er en forklaring. Sjælen er sådan noget uforklarligt noget som man bare har at anerkende eksistensen af og så lade være med at spørge ind til det. Hvis man ikke vil regnes for en kold skid.
18. jan 2010 19:35
Hmm... jeg synes nå svaret på det her med 'sjælen' var riktig så greit å forstå. ....
18. jan 2010 20:27
Sjælen er udelukkende et religiøst defineret begreb.
I nogle religioner er den beskrevet, mens i de fleste findes den slet ikke.
Så for nogen rager den en skid, mens andre går vildt op i den.
Dejligt at være lidt forskellige.
18. jan 2010 22:05
Luder,
Grunden til at jeg reagerede er nok den samme som Cecilies. Jeg er helt enig med Cecilie. Din afvisning af sjælen virker enormt kold i denne sammenhæng, og jeg må indrømme at jeg ike helt forstår din agenda.
En diskussion af et begreb som sjælen kan være nok så interessant, men i mine øjne ret irrelevant i forbindelse med et interview om prostitution.
19. jan 2010 07:34
@Sexkunden
Min agenda er, at afvise alle de her komplet udefinerlige begreber som ar på sjælen, tilbagetrækningsteknikker, falsk bevidsthed, o.lign. som man ynder at beskrive sexarbejdere med, men aldrig kunne finde på at bruge om en anden erhvervsgruppe.
Jeg er træt af at denne her debat foregår på et følelsesniveau og at skulle høre på argumenter fra folks maveregion (det må være der "sjælen" sidder :-))
19. jan 2010 09:00
Jeg har nu personlig erfaring for at sjælen findes :-) Eller mere konstruktivt: det er et følsomt og dybt individuelt område, og det kan være hensigtsmæssigt at svare rigtigt respektfuldt/åbensindet omkring det.
MEN - når det er sagt, er resten af Sus' svar på spørgsmålet jo klart og godt: der må forskes sagligt i de evt. psykiske sår, afdækkes hvorfra sårene kommer - og laves handleplaner til skadesreduktion overfor de udsatte. (Det kunne f.eks. være bedre arbejdsforhold, flere rådgivningstilbud, fordomsfri støtteorganisationer med deltagelse af sexarbejderne selv, mere empowerment og rettigheder ...)
19. jan 2010 09:56
Jeg synes at Sus svarer udmærket ved at afvise "sjælen" som fænomen. Med sjæl bevæger man sig over i det metafysiske. Der ligger i begrebet "ar på sjælen" også en værdiladning - alene ved at bruge begrebet afsporer man rationel diskussion af sexarbejde som erhverv. Selvfølgelig er der mennesker der kan få psykiske problemer som sexarbejder (der er måske også kunder der får det) - men i alle mulige andre erhvervkan man ogå finde psykiske skader hvis oprindelse ligger i erhvervet selv.
19. jan 2010 10:21
Sjælen er altså et religiøst begreb, som specielt har rod i den kristne religion. Sjælen skal forestille at være en slags "enhed" inde i mennesket, som lever videre efter kroppen er død. Der er ingen som helst grund til at tro på en sjæl for at tro på psykiske skader. Dét er tilgengæld volapyk at påstå det.
19. jan 2010 11:05
"En diskussion af et begreb som sjælen kan være nok så interessant, men i mine øjne ret irrelevant i forbindelse med et interview om prostitution."
Det er jo fantastisk, at du synes, det er irrelevant. Men begrebet "sjæl" indgik nu engang som en del af den studerendes spørgsmål. Dette spørgsmål besvarede Sus.
19. jan 2010 14:03
@Sus
"For mig er det andre kalder "sjælen" det samme som psyken."
Se, hvis du nu bare havde skrevet det i stedet for, ville det ikke have virket så koldt og respektløst. Jeg tænker ikke på ordet 'sjæl' som et religiøst begreb, men ser ikke nogen grund til nu også at skulle til at bringe religion ind i diskussionen.
19. jan 2010 14:35
Jeg er helt enig i at "sjæl" er et irrelevant begreb i forbindelse med en diskussion om sexarbejde. Derfor kan man jo godt inkludere "sjæl" i et spørgsmål - men med ligeså stor ret afvise det som et begrab der har hjemme i den diskussion. Jeg tror ikke nogen af os er så forfærdelig uenige.
19. jan 2010 15:03
Sus svarer på spørgsmålet :
"Prostituerede er kvinder med mange ar på sjælen?"
"Så skal vi lige først definere "sjælen" … kan du det? … jeg kan ikke og vil ikke anerkende eksistensen af en "sjæl".
Jeg synes det er rigtig godt svaret og har faktisk stor betydning for debatten.
Nogle oplever sjæl på en måde og andre på en anden. Det vigtigt for debatten at vi taler om det samme. Og det kan man ikke når vi anvender så udefinerbare begreber.
Videnskaben har på et tidspunkt rodet lidt med sjælen - og fundet frem til - at sjælen vejede 21g.
http://videnskab.dk/content/dk/bagsiden/sjalen_vejer_21_gram
@ Erik J
Det er jeg meget enig i.
19. jan 2010 15:24
Selvfølgelig kan man godt tale om eller forstå "sjæl" som noget ikke-religiøst... ok. Men udtrykket er nu altså født i en religiøs sammenhæng og har en speciel religiøs arv. Til forskel fra begrebet "psyke", så vil man traditionelt forestille sig at sjælen er noget, der går videre, når kroppen ikke har liv i sig længere. Det er derfor et lidt særpræget udtryk at gøre brug af i videnskabelig/uddannelsesmæssig sammenhæng. Der bør man bruge mere præcise begreber. Den studerendes spørgsmål er generelt gode, men hun præciserer f.eks. ikke, om hun med "sjæl" mener en udødelig enhed, der eventuelt kan blive straffet eller belønnet efter det biologiske liv er slut, eller om hun netop blot mener "psyke". Det gør trods alt stor forskel, og derfor er det da netop super, at Sus gør arbejdet for hende med lige at præcisere, hvilket begreb HUN (Sus) i hvert fald forholder sig til i svaret på spørgsmålet.
Jeg ser samme problem med manglende præcisering, når Sus bliver bedt om at forholde sig til fordommen "prostitution er normalt, men prostituerede er unormale." Jeg TROR godt, jeg kan gætte, hvilken fordom, der menes (altså at prostitution er en "normaltilstand", fordi det findes i alle samfund, men at dem, der arbejder i det, er skadede mennesker), men altså... Sikke en formulering :D.
20. jan 2010 09:01
Nej, begrebet "sjæl" er ikke fast defineret som religiøst eller for den sags skyld som kristent.
Mit indtryk er, at spørgeren der spurgte til "ar på sjælen", blot brugte et almindeligt talesprogs-udtryk som også henviser til psyke og sind.
---
Heh - som et sidespring: Jeg synes faktisk, at det er rigtigt, rigtigt hyggeligt, at en blog der (også) handler om menneskelig seksualitet, også kommer til at rumme en snak om begrebet "sjæl"!
For udover kampen om sexarbejder-rettigheder, handler sex (i alle de uendelige afskygninger) også om mennesker, om nærhed, erotik og intimitet. Mange (professionelle såvel som kunder) fortæller om oplevelser ved købesex der berører dem dybt, i et undtagelsesrum til nærhed og berøring, i et miljø der er skabt til det samme ... og i masser af andre tilfælde kan købesex mere enkelt blot handle om det rekreative, biologiske, forløsnings- eller oplevelses-orienterede.
20. jan 2010 19:22
Hej alle sammen.
Jeg og to andre piger har lige nu om prostitution, til projektopgave. Derfor ville vi meget gerne have et interview med en prostitueret. Interviewet skal helst være face to face, men det må også gerne være over telefon eller mail.
Det skal helst være inden den 27. januar, da opgaven skal være færdig den 29. januar.
På forhånd mange tak.
Hilsen Sarah, Rikke og Marouschka
21. jan 2010 11:22
@Sarah, Rikke og Marouschka
I kan skrive til kontakt@s-i-o.dk og så kan jeg dirigere jeres forespørgsel videre til andre sexarbejdere.